Efter apokalypsen

Når klimakrisen for alvor rammer, er det slut med højere liv på Jorden. Mennesker, dyr, fugle, padder, insekter. Nattergalen vil ikke fortrylle aftenerne længere. Måske overlever nogle særligt tolerante bakterier og måske også småkryb i havet og endda på landjorden. Vandstanden vil være 70 m højere end i dag. Plantevæksten vil også blive voldsomt påvirket. Mindst 70% af alle nulevende arter vil forsvinde for evigt. Måske vender nye former for højere liv tilbage om 50-100 mio år, hvem ved?

Det er ikke kun livet, der forsvinder. Alt det menneskeskabte forsvinder også. Pyramiderne bliver nok det sidste. Før dem forsvinder de gotiske katedraler, Taj Mahal, Angkor Vat, skyskraberne, Guggenheim-museet, de store broer, krydstogtskibe og alt andet, mennesker har frembragt – ligesom de hængende haver i Babylon og biblioteket i Alexandria allerede er forsvundet.

Men også menneskenes kunst forsvinder. Ingen vil kunne spille Bachs kantater, Schuberts Winterreise eller Le Sacre du Printemps. Ingen mor vil synge Lille Peter Edderkop for sit barn. Van Goghs billeder forsvinder, alle bøger forsvinder, H. C. Andersens Eventyr, Halfdans ABC, Shakespeare og Dostojevskij. Alt det smukke glas og porcelæn, der er skabt gennem århundreder, forsvinder. Skuespil, balletter og operaer forsvinder. Museer, der rummer menneskehedens historie og ypperste præstationer, forsvinder. Religionerne og deres ritualer forsvinder. Lægevidenskaben forsvinder. Selvfølgelig også biler, tog og fly.

Mennesket har frembragt ting af enestående skønhed og storhed. Det vil alt sammen forsvinde. Der kommer næppe en ny Mozart om 75 mio år, men måske kommer der noget andet smukt?

Mennesket har også ansvar for rædsler hinsides vores fantasi. I krige. I landbruget! Men også den måde, vi i såkaldt fredstid behandler hinanden på, er horribel. Mange millioner mennesker lever under sultegrænsen og under slavelignende forhold, uden vand og sanitet. Vi er måske ikke ligeglade, det er bare så langt væk. Den ultimative rædsel er klimakrisen, der ubønhørligt skrider fremad på grund af vores forbrug – ikke kun af fossile brændstoffer men forbrug af alting. Vi er alt for få, der har indset det og endnu færre, der er villige til at lide afsavn for at mindske problemet. Vores statsminister opfordrer os til at ”fortsætte med det gode liv”, fordi der kommer ny teknologi, der vil redde vores skind. Dybt naivt og dybt uansvarligt. Et rigtig dårligt forbillede. Hvis vi levede som i 1950’erne, var vi næsten i mål. De af os, der levede dengang, kan huske, at det ikke var så ringe endda, men nutidens danskere vil opleve det som et stort afsavn. Ikke desto mindre er det nødvendigt!

”Vort Gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå…”. Om 100 år er bøgen væk. Det er Vort Gamle Danmark også.

Og det sker, fordi vi ikke gør dét, vi godt véd er nødvendigt. Det er faktisk muligt at forebygge klima-sammenbruddet. Vi har viden til at gøre det, men vi har ikke viljen. Når det for alvor begynder at gå galt om måske blot 20 år, vil der være mange, der har viljen, men da er det for sent. Hvis vi ikke gør det nødvendige nu, kan næste generation se ind i en uafvendelig og fremadskridende katastrofe, der vil fjerne eksistensgrundlaget for hovedparten af og på sigt alle menneskene på vores klode. Hvis man tror, det kommer til at gå stille af sig, mangler man historisk viden og forståelse. Flertallet af vores politikere tror, at vi kan beslutte at sige nej til flygtninge og sende dem tilbage til deres hjemlande – som enten er sunket i havet eller er blevet til ørkener. De har ikke forstået, at det er vores forbrug, der har fjernet eksistensgrundlaget for flygtningene. De tror, vi kan beskytte os mod indvandring ved at udstationere nogle snese betjente i Københavns lufthavn og bevogte grænserne. De bliver klogere men desværre på den hårde måde.

Hvad kan du så gøre, hvis du gerne vil have, at dine børnebørn skal kunne høre en nattergal en sommernat i maj eller en symfoni af Carl Nielsen? Have mad, tøj og varme, en bolig og et arbejde? Et godt liv. Ikke i luksus men trygt og meningsfyldt?

Først og fremmest skal du forstå, at en løsning af klimakrisen kun kan være en solidarisk løsning. Vi har et fælles problem, og vi må være fælles om løsningen. Fælles i Danmark. Fælles i Verden. Liberalismen ligner en succes, men den er i virkeligheden en systemfejl. Det er lige præcis liberalismen, der har ført os frem til det rædselsscenarie, vi kigger ind i lige nu. Det bliver ikke denne verdens milliardærer eller enevoldspræsidenter, der kommer til at anvise en løsning. Det er ganske almindelige mennesker som dig og mig, der ikke længere vil acceptere, at færre og færre mennesker akkumulerer mere og mere rigdom, som de forvalter til deres egen fordel, så de kan blive endnu rigere. Se bare Østergaard, der først tømte Nordic Waste for 40 mio kr og derefter lod selskabet gå konkurs og efterlader en milliardregning til os andre. Vi burde takke ham. Det er en øjenåbner! Hvem vil finde sig i sådan noget længere?

Når 2/3 af Folketinget har kastet sig i favnen på liberalismen, har vi et stort problem. Hvem skal vi stemme på? Det er desværre sandt, at venstrefløjen og de grønne bevægelser er de eneste, der kan byde ind med et spinkelt håb for fremtiden. At stemme på de blå partier er at støtte fortsat ulighed og udpining af planeten, tab af biodiversitet og af livsmuligheder, ikke bare for fiskene i vores fjorde, men også for regnskovsindianere og stammefolk på savannen i Afrika og de millioner, der lever i floddeltaer og lavvandede kyststrækninger – og på sigt også os selv.

I din hverdag kan du også give et bidrag. Tag på ferie ved Vesterhavet i stedet for ved Middelhavet eller i Thailand. Spis mindre kød, og spis så vidt muligt fjerkræ, hvis du absolut vil have kød. Kør med bus og tog frem for bil – eller på cykel. Køb holdbart tøj og brug det, til det er slidt op. De mange små ting summerer op til noget af betydning, hvis vi er mange nok, der gør det.

Danmark er et lille land, og vi kan ikke selv, alene, redde kloden. Men vi kan give vores bidrag. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke forvente nogen medlidenhed fra de masser, der vil løbe os over ende, når deres egne lande er blevet ubeboelige – godt hjulpet på vej af vores adfærd.