Nytårshåb

Det går alt for langsomt med at forebygge klimaforandringer, både i Danmark og i resten af verden. Vi oplever stadig voldsommere og hyppigere storme, 2023 er året med den største målte nedbørsmængde i Danmark, det bliver det varmeste år nogensinde globalt – og det bliver kun værre i fremtiden. Forbruget af fossile brændstoffer stiger stadig. Vi narrer fortsat os selv med påstanden om, at træflis, biogas og e-methanol er ”grønt”, selv om det udleder CO2, når vi brænder det af. Vores statsminister mener ikke, vi skal give afkald på stigende forbrug og vækst i samfundet – vi skal fortsætte med det gode liv, så klarer vi klimaet med teknologiske fix. Erhvervslivet lovpriser markedskræfterne, som vil løse alle problemer, bare vi skaber de rette rammebetingelser. Det er hjerteskærende naivt.

Hertil kommer, at krig og oprustning opsuger enorme ressourcer, der ellers kunne have været brugt på grøn omstilling. Ruslands krig mod Ukraine er frosset fast, men da det koster mindst 10 gange så meget at skyde en drone ned som det koster at fremstille den, ser det rigtig skidt ud for Ukraine og Vesten. Hvor længe vil vi støtte denne helt usymmetriske krigsførelse, og hvad sker der, når vi ikke vil længere? Ruslands økonomi er omstillet til krig. Omkring 1/4 af deres BNP går til krig – fremstilling af droner, ammunition, kampvogne samt lukrative lønninger til soldater, altså dem der overlever. Hvis Ukraine bliver løbet over ende, ligger Europa åben. De skandinaviske lande har åbnet for amerikanske baser, hvilket er godt, hvis krigen breder sig ud over Ukraine men i bund og grund er endnu et skridt på vejen mod en altødelæggende konflikt. Israel er i gang med et folkemord i Gaza, og vores statsminister har hjerteligt ondt af de stakkels palæstinensere – men ikke mere end at hun ikke lægger skjul på sin mening om, at Israel har ret til at ”forsvare sig”. Mod børn i Gaza?

Vi har simpelthen ikke råd til at føre krige længere. Hvad hjælper det, at der er en sejrherre eller alliance af sejrherrer om 20 år, hvis kloden i mellemtiden er blevet ubeboelig?

Det er desværre ikke den vej, vinden blæser. Der er sket et politisk jordskred til højre i det meste af Verden. Geert Wilders i Holland. Marine le Pen i Frankrig. Alternative für Deutschland i Tyskland. Viktor Orban i Ungarn. Robert Fico i Slovakiet. Giorgia Meloni i Italien. Erdogan i Tyrkiet. Netanjahu i Israel. Al-Sisi i Ægypten. Et kollektiv af galninge i Iran og Afganistan. Hlaing i Myanmar. Kim Jong-Un i Nord-Korea. Javier Milei i Argentina. Bongbong Marcos i Filippinerne. Narendra Modi i Indien. Trump i USA. Og så selvfølgelig Putin i Rusland og Xi Jinping i Kina. Det er ikke noget festligt galleri, der står til at skulle bestyre Verden i de kommende år. Faktisk er det desværre ikke længere et urealistisk scenarie, at menneskeheden når at udrydde sig selv, inden klimakrisen gør planeten ubeboelig for mennesker.

Det er ikke manglende viden, der forhindrer os i at løse klimakrisen. Det er manglende vilje; forkerte prioriteringer; en stigende ulighed i en verden, der allerede i forvejen er martret af ulighed; løgn udspredt gennem helt uregulerede sociale medier; uvidenhed i de brede befolkninger. Hvor mange af Verdens 7 mia indbyggere har en interesse i eller fordel af, at denne tilstand fortsætter? Meget, meget få, men det store flertal ved ikke, at de er forført af dæmagoger og storkapitalister til at tro, at typer som de ovennævnte vil dem det godt.

Det største problem – i Danmark og i Verden – er uvidenhed. Det nuværende verdenssamfund, der med større eller mindre succes brødføder 7 mia mennekser, er skabt på et fundament af oplysning, der startede med Gutenberg og bogtrykkekunsten og tog fart i 1700-tallet drevet af franske oplysningsfilosoffer. Herhjemme fik vi højskolebevægelsen og velfærdssamfundet med 7 og senere 9 års skolepligt i en folkeskole, der havde almen dannelse som et overordnet mål. Hvordan kan uvidenhed være blevet vores største problem?

En god del af forklaringen ligger i fremkomsten af først fjernsyn og sidenhen internettet. Disse to opfindelser rummer kimen til en vidensrevolution blandt os mennesker men rummer samtidig kimen til fordummelse. Ved indvielsen af Danmarks Radios fjernsyn i 1955 holdt daværende kulturminister Julius Bomholt en fremragende og visionær tale om mulighederne for at bruge dette nye medie til folkeoplysning. Se https://www.dr.dk/bonanza/serie/485/drs-tv-historie/59913/1955-julius-bomholt-om-fremtidens-fjernsyn . Hvor er det endt? Herhjemme er vi ved at drukne i genudsendelser af madprogrammer, krimier, boligprogrammer og tom underholdning, hovedsagelig fra udlandet. I USA spreder Fox News information, der er så énsidig, at den tangerer eller ligefrem ér løgn. Halvdelen af USA’s republikanske vælgere ser et håb i Trump på trods af, at han er under anklage eller dømt for svindel og samfundsundergravende aktivitet. I Italien satte Berlusconi sig på medierne og blev premierminister. I Rusland bakker 3/4 af befolkningen op om en krig, der er fuldstændig meningsløs, og som kun giver dem tab af sønner og velstand, ingen fordele overhovedet. Det er Putins krig, ikke folkets. Under 2. verdenskrig anviste propagandaminister Joseph Goebbels vejen til folkeforførelse. Det er blevet mainstream i dag.

Internettet har accelereret denne udvikling. Det er en fantastisk platform til at sprede både sandhed og løgn. Diktatorer og højreradikale i hele verden bruger internettet til at sprede løgn. Almindelige mennesker har ikke forudsætningerne for at vurdere, hvad der er sandhed, og hvad der er løgn. De løber efter dem, der giver de mest gyldne løfter – som for eksempel at vi skal fortsætte det gode liv trods klimakrisen, som er skabt af vores alt for gode liv. Der er stemmer i gyldne løfter – og i had. Den gennemsnitlige verdensborger i dag står på et vidensmæssigt så vakkelvornt fundament, at han kan overbevises om hvad som helst.

Hvad kan vi så håbe på her ved indgangen til et nyt år?

Jeg håber, at vi vil se en ny tidsånd spire frem. En tidsånd med solidaritet, lighed, sandhed, viden og kærlighed til alt liv som de bærende pejlemærker.

Jeg håber, at den vestlige verden – og ”foregangslandet” Danmark i særdeleshed – forstår, at den gyldne tid med et vanvittigt overforbrug er endegyldigt forbi. Livskvalitet skal knyttes til værdier som familie og venskab, nærhed og lokalt engagement, kreativitet, natur og dyrkning af køkkenhaver snarere end flyrejser, store biler, oksekød, alkohol og stoffer, restaurationsbesøg og tekniske gadgets, som forfører os til virkelighedsflugt og blokerer vores nærvær.

Jeg håber, det vil gå op for os alle sammen og politikerne i særdeleshed, at det konventionelle landbrug ligesom vores overforbrug har udspillet sin rolle. Vi kan ikke længere acceptere et erhverv, der i den grad sviner vores land til, så søer, åer, fjorde og bælter er så forurenede, at der kun kan leve alger i vandet. Så halvdelen af vores grundvand er forurenet af kemikalier fra landbruget, og så biodiversiteten er i frit fald, med massiv og systematisk udryddelse af insekterne som det første trin i ødelæggelsen af eksistensgrundlaget for alt liv, vores eget inklusive. Jeg håber, vi får omlagt landbruget til økologi, at husdyrholdet bliver reduceret til 1/10 af det nuværende, og at lavbundsjorderne bliver friholdt for dyrkning. At læbælter, små vandhuller og andre biotoper bliver gendannet til gavn for dyr, fugle og insekter.

Jeg håber, det vil gå op for os alle sammen og politikerne i særdeleshed, at biogas ikke er grønt. At methanol ikke er grønt. At elektricitet og brint er de eneste grønne energibærere.

Jeg håber, det vil gå op for os alle sammen og politikerne i særdeleshed, at det ikke nytter at stille masser af vindmøller og solceller op uden samtidig at bygge energicentre, hvor vi kan lagre overskudsenergi fra sommerhalvåret og bruge det på at lave elektricitet i vinterhalvåret, hvor der er et underskud af grøn strøm. Jeg håber, det vil gå op for os alle sammen og politikerne i særdeleshed, at dette er en forudsætning for forsyningssikkerhed, og at det er en gentagelse af fortidens fejltagelser at tro, at vi kan købe os til forsyningssikkerhed på de europæiske elbørser.

Jeg håber, det vil gå op for os alle sammen og politikerne i særdeleshed, at kapitalismen, de frie markedskræfter og neoliberalismen har spillet fallit og skal erstattes af en tilgang, der er reguleret af samfundet og sigter mod en lige fordeling af goderne i samfundet og i Verden. Jeg håber, konkurrencestaten bliver erstattet af en solidarisk velfærdsstat, som vi kendte den i sidste halvdel af det 20. århundrede, og som fungerede langt bedre for langt flere af os end konkurrencestaten i dag.

Det er en skændsel at uddele 10 mia kr i skattelettelser til de 60% rigeste af Danmarks befolkning, især i betragtning af, at vi for disse penge kunne have købt et astronomisk stort antal solkøkkener, som vi kunne have doneret til Afrika og Bagindien og derved sparet atmosfæren for enorme CO2-udledninger og gjort millioner af menneskers liv og hverdag bedre og lettere. Det er ikke for sent at annullere denne skandaløse lov. Jeg håber, der er besindige politikere, der forstår, at det må ske og magter at gennemføre det.

Jeg håber, denne Verden vil bevæge sig mod fred, frihed, solidaritet, lighed, kærlighed, økologi og ægte grøn energiforsyning.

Det lyder naivt – men hvad er alternativet?

Rigtig godt nytår! Gud bevare Verden (når vi nu selv er så dårlige til det).

Skriv en kommentar