Miljøminister Magnus Heunicke kunne 23. oktober 2023 løfte sløret for regeringens plan for kystsikring. I lyset af stormfloden et par dage før var der nok mange, der havde forventet en plan, men de blev skuffede. ”Planen” indeholder en forlængelse af den nuværende pulje til kystbeskyttelse på 150 mio kr, og der er afsat 1,1 mia kr til sandfodring langs Vestkysten samt en mole i Thorsminde og stenkastning ved Hvide Sande. Magnus Heunicke var da også i defensiven på et pressemøde og måtte berolige de fremmødte journalister med, at der kommer flere ”planer”.
Det er en rigtig god ide at lave en plan for hele Danmark. I TV-dækningen af stormfloden forlød det, at en medvirkende årsag til, at det gik så galt var, at vandstanden er steget 14 cm i Østersøen. Det lyder godt nok af meget, men under alle omstændigheder kommer der vandstandsstigninger, og de kommer nok hurtigere end forudset, fordi afsmeltningen ved polerne går langt hurtigere end klimamodellerne har forudsagt. Det er et kæmpe problem i alle lavtliggende områder på kloden, og dem har vi mange af i Danmark. Oveni dette problem kommer så storme, der påvirker vandstanden afhængigt af vindretningen. Vores østvendte fjorde fungerede som tragte, hvor vandet blev presset op til flere meters højde over dagligt vande. Jyllands østkyst og Smålandsfarvandet er særligt udsat i forbindelse med storme med vindretninger mellem nord og øst.
Der er lavet fremskrivninger af hvilke dele af Danmark, der vil blive oversvømmet ved forskellige niveauer af vandstandsstigning. Når vi sammenholder det med klimamodellernes fremskrivninger af vandstandsstigninger, er det åbenlyst, at vi ikke på langt sigt kan beskytte hele Danmarks areal. Det vil være uoverkommeligt økonomisk, og det vil være umuligt at skaffe materialer nok til beskyttelsesprojekterne. Det er klart, at vi kommer til at opgive nogle arealer – så vidt muligt lavtliggende og tyndtbefolkede. Men vi bliver også nødt til at tænke anderledes i forbindelse med nybyggeri tæt på vandkanten. Masser af nybyggeri er placeret, så det er stærkt truet i forbindelse med kommende stormfloder. Er det en samfundsopgave at holde ejerne af sådanne ejendomme skadesløse ved alle de stormfloder, der med sikkerhed vil komme som perler på en snor i de kommende år?
I dag er der ikke noget klart defineret ansvar for kystsikring. Som udgangspunkt er det de lodsejere, der ejer den jord, der støder op til vandkanten, der skal betale, men det er jo åbenlyst urimeligt. Alle dem, der ligger i anden række eller endnu længere inde har en lige så stor gavn af kystsikring som de uheldige ejere af en strandgrund. Vores forsyningsselskaber har en åbenlys interesse i, at deres anlæg ikke står under vand, med el-forsyning som det mest åbenlyse eksempel. Skal stormflodspuljen og forsikringsselskaberne punge ud ved alle fremtidige oversvømmelser af kældre og huse?
Det bør være en offentlig opgave at sikre borgerne og deres ejendomme mod stormfloder. Det bør også være en offentlig opgave at identificere de arealer, vi ikke på langt sigt vil kunne beskytte. Ved at lægge en plan kan vi kanalisere midler til kystbeskyttelse hen de steder, hvor de giver beskyttelse for flest mulige mennesker og værdier nu og på sigt. Samtidig kan vi lave en 50-årig afviklingsplan for de områder, vi allerede nu kan se, at det vil være uoverkommeligt at beskytte på langt sigt. Samfundet må dække det økonomiske tab for de berørte mennesker – det kan ikke være rimeligt, at man kan miste hele værdien af sin ejendom, fordi den ligger i et område, der ikke kan beskyttes. Det er heller ikke rimeligt at overlade det til sådanne lodsejere selv at finansiere en kystsikring, som samfundet betragter som uoverkommelig.
Når man ser på regeringens kystsikrings”plan”, springer det i øjnene, at de vil bruge hovedparten af de 1,1 mia nye kroner til sandfodring langs Vesterhavet. Når man ser, hvor store mængder af sand, Vesterhavet kan flytte rundt på selv under mere rolige vindforhold, virker det fuldstændig hovedløst at ofre så mange penge på noget, der måske kun har effekt i ganske få år. Det må være muligt at finde på noget mere begavet. Det er ikke banalt, fordi Vestkysten er så lang, og hvis man beskytter én kyststrækning, vil de strækninger, der grænser op til den, sandsynligvis blive eroderet mere end hvis man intet havde gjort. Man er nødt til at lave en samlet plan for hele Vestkysten. Og sandfodring skal næppe være en del af løsningen, om ikke for andet så fordi det formentlig vil have uoverskuelige miljømæssige konsekvenser at tage så enorme mængder af sand andre steder fra.
Hvad skal vi gøre ved de østvendte kyster? Det er ikke en vej frem at bygge dæmninger langs vandkanten i alle vores fjordbyer på Jyllands østkyst og i Smålandsfarvandet. Skal vi rykke al beboelse op i terrænet til en højde, hvor den er beskyttet mod oversvømmelse? Vi skal selvfølgelig holde op med at bygge nyt i områder, der er i risiko for oversvømmelse, men hvad med alle de ejendomme, der ligger i risikozone allerede nu? Der er tale om rigtig mange, som vi så ved stormfloden forleden. Skal ejerne have ret til erstatning ud i al fremtid? Eller skal de have en kvote på for eksempel 5 stormflodshændelser, hvorefter det er deres eget ansvar? Det er et politisk spørgsmål, hvordan man vil hjælpe alle de mange, der er placeret i risikozoner.
Når vi udarbejder en plan for fremtidig kystsikring, er der nogle indsatser, der er billige i forhold til effekten. En dæmning med sluse fra Hundested til Rørvig vil med et snuptag kystsikre hele Roskilde Fjord og Isefjorden. Sådan en dæmning er ikke billig, men se på, hvad der er blevet investeret i oprydning efter de seneste stormfloder, hvor der er udført enorme arbejder for at rette op på skader blandt andet i Roskilde og Jyllinge. De penge – og fremtidige udgifter – ville kunne have været sparet, hvis vi i tide havde lavet denne dæmning. Der skal ikke mange stormfloder til, før det er billigere at bygge dæmningen end at rydde op efter stormfloder. Men hvem skal betale? Det er et politisk spørgsmål.
En tilsvarende indsats med stor effekt ville være at bygge dæmninger med sluser ved Thyborøn og Hals. Herved ville hele Limfjordsområdet blive beskyttet. En enorm effekt for en trods alt overkommelig investering.
Regeringens ”plan” er ikke vellykket og kan slet ikke stå alene. I det videre arbejde opfordres regeringen til at tage det langsigtede perspektiv og lægge en plan, der dækker som minimum havniveaustigninger på 50 cm. På baggrund heraf kan vi så investere klogt i projekter, der giver maksimal effekt i fremtiden, i stedet for bare at drysse noget sand ud og så håbe, at det bliver liggende et stykke tid.
Sektorkobling 