Lange lastbiler – endnu et vildskud fra SVM-regeringen

Regeringen vil i oktober fremsætte lovforslag om op til 34 m lange lastvognstog, der i en forsøgsperiode på 5 år skal kunne køre mellem Høje-Taastrup og Århus. Der skal bygges omladestationer i Høje-Taastrup og Århus, så trailerne kan kobles af og godset kan blive omladet til mindre lastbiler, der kan køre overalt. De lange lastbilers påvirkning af trafikken på strækningen skal vurderes.

Det vil spare CO2-udslip og gøre det billigere at fragte varer mellem landsdelene. Hvorfor er det så ikke et godt forslag?

Der har i årevis – blandt andet orkestreret af EU – været talt om at få mere gods over på jernbane, som er mindre CO2-belastende end lastbiler og medfører, at trafikbelastningen på motorvejsnettet mindskes. Hvorfor er det ikke sket? Fordi så skal godset omlades til lastbiler, der så kan bringe det frem til destinationerne. Det er for dyrt, tager for lang tid og kræver mere planlægning end blot at køre med mindre lastbiler. Hvorfor er det tilfældet ved omladning til bane men ikke ved omladning til lange lastbiler? De selv samme steder, hvor vi kar godsterminaler i dag, den selv samme strækning. Hvad er forskellen?

Vi har en udmærket jernbaneforbindelse mellem Høje-Taastrup og Århus (og et stort, nyt knudepunkt i Taulov). Der er oven i købet ledig kapacitet, efter at den nye jernbane København-Køge-Ringsted er taget i brug. Hvorfor skabe et nyt omladesystem i stedet for at bruge dét, vi allerede har? Der er CO2 og penge at spare på lange lastbiler, men der er endnu flere penge og CO2 at spare på at bruge den bane og de omladefaciliteter, vi allerede har.

Vejnettet skal justeres, og omladepladserne skal bygges. Virkningen på trafikken skal vurderes. På plussiden vil det – måske – føre til færre lastbiler på strækningen, men på minussiden tæller de problemer, de lange lastbiler skaber for den øvrige trafik. Og så selvfølgelig alle de penge, der skal investeres i omladepladser, lange lastbiler, ombygning af vejnettet og vurdering af virkningerne på trafikken.

Der er bred enighed om, at det er godt for samfundet og klimaet at få flyttet så meget gods som muligt over på bane. Vi har allerede jernbaneinfrastrukturen og faciliteter til at omlade både i Høje-Taastrup og Århus (og Taulov). Det er da mildest talt tosset at bruge penge på at lave nøjagtigt det samme én gang til, blot for at få en dårligere løsning ud af det. Hvis vognmandserhvervet er så forhippet på at få det gennemført, må vi som minimum forlange, at de selv betaler omkostningerne – herunder også sliddet på motorvejsnettet. Det kan ikke være en opgave for samfundet at investere skattekroner i en ny løsning, der er dårligere end den, vi allerede har betalt for én gang.

Hvis problemet er, at DSB er for dyre og for lavfrekvente, og at regulariteten er for ringe, så lad os tage en snak om det og sammen finde løsninger. Der er sund fornuft i at gå efter den klimamæssigt bedste løsning og i at bruge de faciliteter, vi allerede har investeret i.

Det er dejligt, at vores SVM-regering er erhvervsvenlig, men der skal da stadig være mening i de indsatser, vi laver. At bruge skattekroner på at lave en dårligere kopi af noget, vi allerede har – det er bare endnu et vildskud fra SVM! Brug i stedet kræfterne og pengene på at omlægge landbruget til økologi. Det ville virkelig rykke i CO2-regnskabet.

Skriv en kommentar