På vej mod et nyt samfund?

Regeringens oplæg til finanslov for 2024 afsætter 1 mia kr til klima og 150 mia kr til militæret. Hvordan kan de være kommet frem til en så besynderlig prioritering? Signalet er, at vi skal gøre alt for at vinde over russerne, og når det er sket, og vi kan kigge ud over en ubeboelig klode, kan vi sige til hinanden: ”Hurra! Vi sejrede”. Men hvem kan skrive historibøgerne og fejre sejren, hvis kloden er ubeboelig?

Jeg siger ikke, at vi ikke skal bruge penge på militæret. Truslen fra Rusland er reel. Truslen fra en række andre lande er potentiel. Vesten har bragt sig i et modsætningsforhold til flertallet af lande i verden, og vi kan ikke regne med opbakning eller blot sympati fra ret mange lande, hvis det hele ramler i et krigs-ragnarok. Men svaret på denne udfordring – er det mere militær? Tror vi, at vi kan løse problemet med krudt og kugler? Vi ser Rusland føre en hensynsløs angrebskrig mod Ukraine. Bliver det os næste gang, og bliver det lige så hensynsløst?

Vi burde bruge langt flere kræfter på at finde diplomatiske løsninger på de udfordringer, der er i verden i dag. Og vel at mærke ikke et selvforherligende klimadiplomati, hvor vi rejser verden rundt og praler af, hvor grønne vi er på trods af videnskabelig evidens. Vores forbrug er blandt de højeste i verden pr indbygger. Vi har erstattet kul med træflis – kul fra træer, der levede for æoner siden med træ, der levede, indtil vi fældede det for at lave el og sender oceaner af CO2 ud i atmosfæren – fra træer, der kunne have optaget oceaner af CO2 fra atmosfæren, hvis vi ikke havde fældet dem.

Vores landbrug skaber massiv miljøødelæggelse i Danmark og er en direkte årsag til skovrydning i Brasilien og andre steder, hvor de dyrker foder til vores alt for mange grise. Nu vil regeringen bruge enorme mængder af majs, hvede og andre fødevarer til – ja, man kan knap tro det – at hælde i benzintankene på vores alt for mange biler.

Vi er nødt til at tænke på en helt anden måde. At bilde befolkningen ind, at den grønne omstilling kan klares ved nogle teknologiske fix, og at vi kan fortsætte vores overforbrug ud i al fremtid er et kæmpe bedrag, en kæmpe løgnehistorie. Hvis regeringen ikke véd det, er de ikke kvalificerede til at regere landet. Hvis de véd det, er de ikke kvalificerede til at regere landet. De kalder det et narrativ. Det lyder fint, men det er blot en betegnelse for en historie. Om den er sand eller falsk gør ingen forskel. Vi har jo ytringsfrihed her i landet. Man kan fylde os med løgn ad libitum, bare man kalder det et narrativ.

Vores sundhedsvæsen er tæt på nedsmeltning, som det er dokumenteret i en nylig kommissionsrapport. Vi uddeler diagnoser til et hav af børn, der mistrives i den skole, vi for længst har ødelagt. Børnenes forældre har ikke tid til at tage sig af dem, fordi de er presset langt over deres evne på arbejdsmarkedet. Regeringens svar er, at vi skal øge arbejdsudbuddet. Det kan jo lyde fornuftigt nok – men hvordan vil de gøre det? Ved skattelettelser – primært til de rigeste? Det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Ja, men det kan det allerede. Skattelettelserne vil blot øge uligheden i samfundet og give de rigeste endnu bedre muligheder for at forbruge alt for meget og fortsætte deres alt for høje CO2-udledninger.

Men hvad kan vi da gøre?

Først og fremmest skal vi forstå, at problemerne er drevet af to faktorer: Vores alt for store forbrug og den alt for store ulighed i samfundet. I gennemsnit bruger danskerne 4 gange flere ressourcer, end jorden kan gendanne og omkring 4 gange flere ressourcer end gennemsnitsborgeren på denne klode, men de rigeste forbruger 10 gange så meget som de fattigste. Vores forbrug af snart sagt alting har skabt klimaproblemet. I forhold til den fattigere del af denne verdens lande springer det i øjnene, at vi ikke bare har skabt problemet men endda insisterer på at opretholde vores uholdbare livsstil. Hvordan kan vi forvente, at de vil være på vores side i en kamp, der blandt andet også er en kamp om jordens begrænsede ressourcer?

Der er penge nok i samfundet, men vi er elendige til at dele dem. I sidste halvdel af det 20. århundrede opbyggede vi velfærdssamfundet samtidig med, at uligheden i samfundet faldt. I 1990’erne opfandt Tony Blair ”New Public Management”, der blot er blå politik i rød indpakning. Den gik sin sejrsgang verden over. Herhjemme har vi i årevis haft grønthøster-besparelser på hele den offentlige sektor. Mens almindelige mennesker skal betale mere og mere for offentlige ydelser, der før var gratis, mærker vi nu, hvordan elsektoren helt uhæmmet rager milliardbeløb til sig. Borgerne er forsvarsløse. Vi kan ikke lave el selv og har ingen steder at gå hen – og regeringen er ligeglad. Det er i virkeligheden tyveri ved højlys dag.

Sådan kan man blive ved. Konklusionen er, at der er brug for at gentænke hele samfundets indretning. Hvordan fordeler vi penge, fritid, sundhed og forbrugsmuligheder mere retfærdigt? Hvad er det, vi ikke skal lave – ud over 30 mio slagtesvin om året? Hvordan giver vi børnefamilierne råderum til at bruge tid sammen, så børnene bliver trygge og forældrene giver dem gode værdier og viden og en god opvækst? Hvordan sikrer vi, at pensionister får de sundhedstilbud, de selv har været med til at give deres forældregeneration, dengang de var erhvervsaktive? Det er svært, men vi kunne jo starte med at blive enige om nogle pejlemærker, en vision af det nye samfund. Og så finde veje til at realisere visionen. Skattelettelser er bestemt ikke vejen frem!

Hvis vi tog ansvar for vores egen fremtid og andel af fortidens CO2-synder, ville det også være meget lettere at tale med resten af verden om klima, sikkerhed og fred. De fleste af de penge, der nu bruges på krig og oprustning, ville kunne bruges til klimaindsatser, der ville give alle borgere på vores klode et fremtidsperspektiv. Det ville om ikke fjerne så i det mindste reducere flygtningestrømmene. Giv folk et livsgrundlag i deres hjemlande, så flygter de ikke. Men hvem kan fortænke dem i at flygte til Europa, når deres egne lande er hærget af fattigdom, krig og klima, mens vi anført af vores politikere fortsætter forbrugsfesten?

Hvorfor er der ikke en bred folkelig modstand mod regeringens politik? Er jeg den eneste, der kan se dette? I så fald har vi et massivt problem med folkeoplysning. Hvorfor ikke udskifte de ligegyldige og fordummende underholdningsprogrammer i vores public service kanaler med lødigt indhold, der gør befolkningen klogere. Folkestyret er ikke klogere end den befolkning, der vælger politikerne. Uoplyst demokrati er en tikkende bombe. Stormen på kongressen i USA demonstrerede det på uhyggelig vis. Det var tæt på at gå helt galt, men har det gjort indtryk på amerikanerne? Ikke på Trumps 30 mio følgere. Er det dét, vi vil have herhjemme også?

Der er en anden og bedre vej. Lad os finde den og følge den. Sammen.