Vores klimaminister, Lars Aagaard (M), afsluttede sin runde i medierne 11/8-2023 med at deltage i Go’Aften Live på TV2. En noget mere afdæmpet Lars Aagaard – mon der er nogen, der har givet ham et diskret vink om, at damptromlemetoder ikke gør sig særlig godt i medierne? – afsluttede indslaget med at konstatere, at han da virkelig gerne ville gøre mere for klimaet, men ”Jeg lever i den virkelige verden”.
Vi lader den lige stå et øjeblik:
”Jeg lever i den virkelige verden”.
Det må jo betyde, at alle vi andre, stort set al sagkundskab, IPCC, Klimarådet, Energistyrelsen, Concito, Rådet for Grøn Omstilling osv, vi lever åbenbart i en fantasiverden, hvor det godt kan lade sig gøre at gøre mere. Ligesom i eventyrene, hvor man kan ønske, og så sker det. Men sådan spiller klaveret ikke i Lars Aagaards virkelige verden.
Kære Lars Aagaard. Der er noget, du har fået helt galt fat i. Det er os andre, der lever i den virkelige verden. Du lever i en politisk verden, hvor politiske flertal og meningsmålinger overtrumfer virkeligheden. Virkeligheden er, at vi er ved at brænde planeten af. Vi ved det godt. Det stadig mere uregerlige vejr er et bevis, som man kan tage til troende, hvis man mener, man er så klog, at man kan afvise sagkundskaben.
Vi ved godt, at det primært er afbrænding af fossile brændstoffer, der har skabt problemet. Vi ved også, at vi må stoppe denne energifest, hvis vores børnebørn skal have et tåleligt liv – eller et liv overhovedet. Alligevel er efterspørgslen efter olie steget år efter år. 2022 satte igen rekord. FN’s generalsekretær har på baggrund af utallige videnskabelige undersøgelser konkluderet, at vi skal lade den olie og gas, der stadig findes i jorden, ligge. Alligevel har energiminister Lars Aagaard igangsat et miniudbud med henblik på udvinding af gas i Vesterhavet. Det er en skamplet på fortællingen om Danmark som et grønt foregangsland. At lade denne gas blive i undergrunden ville ikke være at gøre mere, men at hive den op er at gøre mindre. I Lars Aagaards virkelige verden tæller det ikke med, fordi gassen skal eksporteres! Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Lars Aagaards slutreplik indeholder en anden væsentlig pointe: Ved at postulere, at han har patent på den virkelige verden, afskærer han alle fra at modsige ham. Det er et effektivt middel til at stoppe enhver meningsudveksling og dialog. Enevoldskongerne havde valgsproget ”Vi alene vide…”. At fyre den med den virkelige verden af i en diskussion er en bøllemetode, der lukker diskussionen.
Den grønne omstilling er så vigtig, at vi ikke kan overlade den til én person, der fører sig frem som en enevoldskonge og tromler al modstand ned. Det kan man slippe afsted med i diktaturer. Ikke i det demokratiske Danmark. Eller kan man? Hvis der ikke er nogen, der siger fra, slipper han afsted med det.
Sig fra!