Minister for klima, energi og forsyning, Lars Aagaard (M), var i DR2 Deadline 9/8-2023 og i P1 Morgen 11/8-2023 i anledning af sommerens uregerlige vejr og utallige vejrrekorder. En række forskere og organisationer har peget på, at vi er nødt til at øge vores klimaindsats. Indslagenes hovedtema var, om den ændrede situation og advarslerne gør indtryk på ministeren, og om han har tænkt sig at reagere på det.
Begge indslag var lagt op i interview-form. Som seer og lytter har man en naturlig forventning om, at der skal udspille sig en dialog, at ministeren vil lytte til interviewerens oplæg og spørgsmål og indgå i en dialog herom. Her blev vi skuffede. Det skete ikke. Ministeren snakkede som et maskingevær og var næsten umulig at stoppe. Selv når intervieweren prøvede at bryde ind, snakkede ministeren bare uanfægtet videre. I radioindslaget endte intervieweren med at bemærke: ”Hvis dette interview ikke skal blive til en monolog, er jeg nødt til at stille nogle spørgsmål ind imellem”. Det er jo fuldstændig grotesk og et eksempel på elendig kommunikation fra ministerens side. Ministeren er uvillig til – måske endda ude af stand til – at lytte og har ikke forstået karakteren af et interview. Det burde diskvalificere ham til arbejdet som minister.
Hvad var det så for et budskab, ministeren tromlede igennem?
Danmark gør rigeligt ved at reducere 50% i 2025 og 70% i 2030. Det er alle de andre lande, der skal gøre mere. Forskernes og organisationernes advarsler gør intet indtryk på ministeren. Han ved bedre. Hans embedsmænd har sat sig ind i tingene og rådgiver ham. Derfor véd ministeren, hvad der er rigtigt. Forskerne og organisationerne tager fejl.
Ministeren fremførte, at han ikke mener, danskerne vil bakke op om en øget klimaindsats, der kunne føre til virksomhedslukninger og arbejdsløshed. Danskerne skal blive ved med at leve det gode liv. Hvis planeten skal reddes, er det alle de andre lande, der må gøre det. Vi er et foregangsland, fordi vi har verdens mest ambitiøse målsætning. Vi kan ikke redde planeten ved at gøre mere på bekostning af erhvervslivet og befolkningen.
Ministerens manglende evne til at lytte fremstår i al sin hjerteskærende tydelighed hér. Eksperter over hele verden råber vagt i gevær. Ministeren affejer det med en konstatering af, at de tager fejl. Ministeren og hans embedsmænd overgår dem alle. Yderligere klimatiltag er ikke vores bord.
Ministerens tilgang afslører også et demokratisk problem. Han har ikke forstået karakteren af det repræsentative demokrati. De folkevalgte politikere er ikke sat i verden for at implementere meningsmålinger. De er valgt, fordi vi tror, de er de bedste til at varetage ledelsen af landet. Ledelse er ikke at lade sig styre af meningsmålinger. Ledelse er at overveje alle aspekter af en sag og så træffe den beslutning, der er den rigtige for Danmark og verden. Det har Lars Aagaard tydeligvis ikke forstået.
Tendensen til at styre efter meningsmålinger er ikke ny. De blå partier har i årevis talt for skattelettelser, men det er ligheden i samfundet, opnået gennem progressiv beskatning, der er grundlaget for vores velfærdssamfund. Et stort flertal af vælgere vil sikkert gerne have skattelettelser, men vil de acceptere, at vi privatiserer sundhedsvæsenet, energisektoren (det er allerede næsten sket, og forbrugerne betaler en høj regning), undervisningssektoren, vejnettet og så videre? Laver et samfund, hvor der er frit valg på alle hylder – for de rige, mens de fattige – ja, de bliver henvist til en ussel tilværelse, i lighed med de 30 mio amerikanere, der lever under fattigdomsgrænsen. Er det dét, vi vil? Er det dét, de blå partier vil? Man kan fiske stemmer ved at love skattelettelser, men som den politiske udvikling i USA har vist, er det en demokratisk blindgyde. Det er ikke dér, vi skal hen, meningsmålinger eller ej.
Tilsvarende skal vi heller ikke håndtere klimaet med løfter om, at befolkningen kan blive ved med at flyve, spise masser af kød, køre i store biler og leve som vi er vant til, mens regeringen ordner klimakrisen med nogle teknologiske fix. Vi kommer ikke udenom at yde en indsats alle sammen, opleve afsavn og ændre vores livsstil. At love befolkningen, at de kan leve upåvirket videre er et bedrag. Det vil føre til en verden, hvor vores børnebørn vil gå til grunde. Jørgen Steen Nielsen fra Information har formuleret det rammende: ”Dette år er determinerende”. Vi kan nu se virkningerne af klimaforandringerne. Det er ikke længere muligt at ignorere eller snakke sig bort fra.
Klimaministeren er en katastrofe. Klimamæssigt og demokratisk. Vi har simpelthen ikke råd til at have så ringe en minister på en så vigtig post. Hermed en opfordring til at afskedige ham straks og erstatte ham med én, der er bedre egnet til jobbet.