Klimamodeller beskriver sammenhængen mellem klimaet og indholdet af drivhusgasser i atmosfæren. Man har arbejdet på at forbedre klimamodellerne i årtier. De ekstreme vejrhændelser og temperaturrekorder, vi oplever i disse år, svarer ret præcist til, hvad klimamodellerne har forudsagt. Klimamodellerne har givet et bud på, hvor meget mere drivhusgas, vi kan slippe ud i atmosfæren, hvis vi vil overholde Paris-aftalens mål. Der er en bred enighed om, at disse resultater er korrekte og i overensstemmelse med vores bedste viden på området.
Mens klimamodellerne har vist sig ret præcise med hensyn til temperaturer i luften, viser det sig nu, at opvarmningen af havvandet er langt større end modellernes forudsigelser. Der er tydeligvis nogle dynamikker, vi ikke har forstået til fulde endnu og derfor ikke har indarbejdet i klimamodellerne. Hvilken betydning har det?
Havet opsuger 90% af al den varme, der spærres inde på Jorden på grund af drivhuseffekten. Havvandstemperaturerne er afgørende for klimaet. Ved vandtemperaturer på over 26 grader dannes der tornadoer, der har deres hærgende gang hen over jorden, som vi ser det hvert år i USA og det fjerne Østen. Ødelæggelserne og tabene af menneskeliv kan være enorme. Tornadoer har hidtil været sjældne i Europa, men det nordlige Atlanterhav er blevet opvarmet langt mere, end klimamodellerne forudsagde, og det betyder øget risiko for dannelse af tornadoer. Golfstrømmen, som flytter enorme mængder af varme op fra ækvator til Grønland, er drevet af temperaturforskellene i havvandet ved ækvator og havet omkring Grønland og Arktis. Med den usædvanlige opvarmning af det nordlige Atlanterhav svækkes Golfstrømmen. Konsekvenserne heraf er ikke velbeskrevne. Under den sidste istid var Golfstrømmen stoppet.
Klimamodellerne kommer også til kort, når det handler om afsmeltning af havis i Arktis og Antarktis. Afsmeltningen er langt større, end klimamodellerne forudsiger. Igen er der nogle dynamikker, vi ikke har forstået. Afsmeltningen giver stigninger i havniveauet. Selv små stigninger kan være fatale for øsamfund som Maldiverne og floddeltaer som Bangladesh-deltaet, verdens største floddelta og ét af de tættest befolkede steder i verden. Når lavtliggende områder bliver oversvømmet af havvand, bliver de ubeboelige og uegnede til landbrug. Det skaber hungersnød og klimaflygtninge – og det går ud over folk, der ikke selv har bidraget til klimaforandringerne, idet de typisk tilhører den gruppe af mennesker, der historisk har udledt mindst CO2.
Danmark har en klimalov og en målsætning om at være CO2-neutral i 2050 eller måske 2045. Det er et prisværdigt mål, men det er ikke tilstrækkeligt. Selv hvis vi når vores mål, er det ligegyldigt, hvis ikke resten af Verden når tilsvarende mål. Og så er det endda et spørgsmål, om al den CO2, der udledes i Verden inden 2050 kan rummes indenfor det ”CO2-budget”, der er tilbage, hvis Paris-aftalens mål skal nås. Og her er der endda ikke medregnet CO2-udslip fra skibsfart og luftfart, ligesom der heller ikke er taget højde for klimamodellernes mangler. Vi bør i Danmark genoverveje vores situation.
I erkendelse af, at klimamodellerne regner til den usikre side, burde vi sætte et mål, der tager højde for denne usikkerhed, for eksempel at vi skal være et CO2-negativt samfund i 2050 med et mål for, hvor meget CO2 vi skal trække ud af atmosfæren. Samtidig bør vi lave en aktiv indsats for at hjælpe med reduktionerne andre steder i Verden. Vi kunne udvælge ét land, for eksempel Nepal, og investere meget store summer i at bringe Nepal frem mod CO2-neutralitet i 2050 også. Hvis alle I-lande indgik sådanne partnerskaber med U-lande, kunne vi håbe på, at vi globalt set får stoppet udledningerne af drivhusgasser i tide.
Danmark er blandt de lande i verden, der historisk har udledt mest CO2 pr indbygger. Vi har dermed et stort medansvar for, at klimaforandringerne ødelægger menneskers eksistensgrundlag andre steder på kloden. Vi har intet betalt for den skade, vi har forvoldt. Selv hvis vi stopper vores egne udledninger i 2050, har vi en kæmpe klimagæld, vi bør betale. Det kunne ske gennem et partnerskab som det ovenfor beskrevne. Det ville være et væsentligt skridt hen mod at opretholde en klode, der også er beboelig for vores børn og børnebørn, og det ville være et strålende eksempel for andre. Så kunne vi for alvor tale om Danmark som et foregangsland. At reducere vores eget udslip til 0 i 2050 uden at tage ansvar for de skader, vi har forvoldt på atmosfæren i fortiden, er ikke prisværdigt, snarere ynkeligt. Og det er ikke en gang sikkert, at vi vil gøre det. Klimarådet mener ikke, vi når 2030-målet med de nuværende indsatser, og vi er endnu ikke begyndt at tale om de usikkerheder, som hidrører fra mangler i klimamodellerne og den betydning, overskridelse af såkaldte ”tipping points” afstedkommer.
Vores regering tror, vi kan nå vores mål om klimaneutralitet i 2050 med nogle teknologiske fix og med ”grøn vækst”. Regeringen har ikke forstået alvoren af klimakrisen og at det vil kræve store ofre af os blot at gøre dét, vi er moralsk forpligtede til. Hvis vi vil være et foregangsland, er det ikke nok at opnå klimaneutralitet i 2050 og så glemme alt om de skader, vi har forvoldt i fortiden og fortsat vil forvolde frem mod 2050. Regeringen bør starte med at erkende situationen, tegne et billede af 0-emissionssamfundet og så lægge en plan for at komme derhen. Det vil betyde farvel til en masse højt profilerede projekter som energiøen i Vesterhavet, gasledningen fra Næstved til Nakskov, udbygningen med biogas og infrastrukturforligets investeringer i motorveje – men det er dét, der skal til, hvis regeringen ikke blot i lighed med de 4 foregående regeringer vil få et eftermæle som nogen, der var fulde af snak og pral men totalt svigtede den største opgave i historien.
Sektorkobling 