Et stort flertal i Folketinget har indgået en historisk aftale om udbud af 9 GW havvind og statsstøtte på 17 mia kr til Energiø Bornholm. Elproduktionen vil kunne dække hvad der svarer til 14 mio husstandes forbrug, så den vil kunne erstatte en masse fossil energi og biomasse. En del af aftalen om Energiø Bornholm er en højspændingsforbindelse fra Sjælland via Bornholm til Tyskland, så vi vil også kunne både eksportere og importere mere strøm end i dag.
Det er i sandhed historisk og nødvendigt. Ros til politikerne for det. Der er dog ingen roser uden torne. Regeringen har forsømt at planlægge, hvordan Danmarks fremtidige energiforsyning skal se ud og spille sammen med de øvrige sektorer i samfundet. Vi skal have el 24 timer i døgnet uanset om det blæser eller ej. Forsyningssikkerhed er afgørende i vores moderne samfund. Vi er derfor nødt til at kunne lagre overskudsstrøm, når vindmøllerne producerer mere, end vi kan bruge og så bruge den lagrede energi til at lave el til elnettet, når der er svag vind. Der er en spirende forståelse af, at energilagring er en forudsætning for forsyningssikkerhed, men det er desværre ikke med i denne aftale. Elproduktion og energilagring skal opbygges parallelt, ellers ender vi med stoppede vindmøller og afbrænding af gas i kraftværker.
Hvis udviklingen af batterier fortsætter med succes, kan batterier måske en gang i fremtiden blive løsningen på vores behov for at sæsonlagre energi. I dag er brint den eneste energibærer, der kan skaleres op til den nødvendige mængde. Med brintlagre kunne Staten have garanteret aftag af al den strøm, vindmøllerne kan producere. Det ville have fjernet en kæmpe risiko for de selskaber, der ender med at vinde udbuddene om de 9 GW havvind, og Staten kunne have fået et langt større overskud på udbuddene. Risikoen består i, at vindmølleejerne vil blive nødt til at stoppe møllerne, når det blæser godt, hvis der ikke er afsætning for strømmen. Det sker allerede i dag i stor stil. Muligheden for at garantere afsætning af overskudsstrøm til energilagring går vi glip af nu. Når udbudsrunderne er afsluttet, står vi med faste aftaler, der rækker mange år ud i fremtiden, og de vil være langt ringere for Staten, end hvis vi havde kunnet garantere afsætning af al den strøm, møllerne kan producere. Det minder desværre om aftalerne om Nordsøolien.
Energilagring er ikke det eneste, vi mangler i energisystemet. Vi har også brug for en meget stor produktion af el på anlæg, der kan reguleres meget hurtigt. Det kan gasfyrede kraftværker, og regeringens energistrategi indeholder da også gasfyrede kraftværker helt frem til 2050. Kraftværker, der kører på brint har samme gode egenskab: de kan reguleres op og ned fra time til time. Den fleksibilitet er helt nødvendig, når elproduktionen består af så svingende energikilder som sol og vind. Uden regulerbar elproduktion ingen forsyningssikkerhed. Selv 9 GW vindmøller giver ikke strøm i stikkontakten, når det ikke blæser. Denne regulerbare elproduktion kunne man have fået med som en integreret del af aftalen, hvis man havde haft brintlagring med. Det ville have givet forsyingsikkerhed og også meget bedre tilbud, fordi vindmølleejernes risiko ville være langt mindre.
Klimaindsatsen i Danmark har hele vejen været projektdrevet. Der er ingen helhedsorienteret vision af vores fremtidige samfund, og der er ingen plan for at bringe os derhen. De projekter, der udgør vores klimaindsats, peger i alle retninger. De er typisk opstået som ideer i erhvervslivet, og de vil typisk kun blive realiseret, hvis erhvervslivet kan tjene penge på dem. Det kan vi ikke være tjent med! Vi er et rigt samfund, men derfor behøver vi ikke smide om os med penge. Vi kunne bruge et eventuelt overskud på at lave klimaindsatser i den tredje verden, hvor hver investeret krone har potentiale til at give en langt højere CO2-reduktion, end hvis vi investerer i Danmark. Så ja, det er en rigtig god ide at tænke sig om, inden man handler, specielt når man har med 2- og 3-cifrede milliardinvesteringer at gøre. Regeringen kunne tilsvarende også have indlagt sig fortjeneste ved at tænke sig ordentligt om, inden de lavede lovforslaget om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingen – måske den tåbeligste lov, der er vedtaget i nyere tid.
Regeringen er kommet til verden på en idé om at bruge sit spinkle flertal på at gennemføre upopulære beslutninger. Det kan der godt være en form for mening i, men hvis beslutningerne er upopulære, fordi de ikke er gennemtænkte, skulle regeringen nok have lyttet til sagkundskaben og græsrødderne, inden de gennemtrumfede dem. Balladen om St. Bededag er endnu et eksempel på dette.
Saldo er, at nu bliver de 9 GW havvind udbudt, og så må vi se, hvad samfundet får ud af det. Erhvervslivet byder sig ikke til, hvis de ikke kan tjene penge på det, så i sidste ende er det os skatteborgere, der står tilbage med lommesmerterne, når regeringen kaster oplagte chancer for at få penge i statskassen og samtidig få løst samfundskritiske opgaver ud ad vinduet.
Sektorkobling 