Hjemmesiden energy-supply.dk kunne 9. juni 2023 berette, at det vil kræve 32 GW grøn el for at omstille hele Maersks flåde til methanol eller ammoniak fremstillet med vindmøllestrøm. Det syner af voldsomt meget i forhold til de 9 GW havvind, som politikerne lige er blevet enige om at udbyde. Og Maersk er ikke alene om at bruge energi på international transport. Der er andre rederier, men også flytransport og landtransport med lastbiler og jernbane. Konklusionen i artiklen er, at det er svært at se en løsning uden atomkraft.
Løsningen ligger ellers snublende nær: Skru ned for international transport.
Ifølge Danmarks Statistik brugte hele Danmark i 2021 1.200 PJ energi, hvoraf ca 500 PJ hidrørte fra international transport. Det er en overraskende stor andel af vores samlede energiforbrug, og det giver et fingerpeg om, hvorfor vores politikere ikke vil regne det med, når de synger sangen om Danmark som et grønt foregangsland.
Vi kommer næppe til at se en verdensorden uden international transport, men vi bør erkende, at den internationale transport har taget et abnormt omfang på grund af globaliseringen. Liberalismen og kapitalismen har med stor succes skabt forestillingen om, at varer skal produceres dér, hvor de kan produceres billigst, og så transporteres derhen, hvor de forbruges. Transportbranchen har taget imod med kyshånd og tjent styrtende med penge. Maersk havde således et overskud på over 100 mia kr sidste år. Globaliseringen er måske den største enkeltfaktor, der kan forklare den stigende ulighed i Verden.
Men globaliseringen har nogle dystre bagsider.
Den værste er de skadevirkninger, den internationale transport påfører klimaet og havmiljøet. Den internationale skibsfart bruger tung olie, der er så stiv, at den må varmes op, inden den overhovedet kan sendes ind i motorerne. Afbrændingen giver enorme udslip af CO2, svovlforbindelser og kvælstofforbindelser. Den internationale maritime organisation IMO lavede et forbud mod den tunge olie men lavede samtidig en undtagelse, hvor skibene kunne installere såkaldte ”scrubbere”, der reducerer udledningen til atmosfæren ved at sende udstødningsgasserne igennem store tanke med vand. Dette vand tages fra havet og udledes til havet bagefter. Resultatet: I stedet for at blive spredt i atmosfæren, bliver forureningen koncentreret i en stribe af havvand, som skibene trækker efter sig. Kun en ganske lille procentdel af den internationale skibsfart har omstillet deres motorer til at køre på dieselolie, som jo også giver CO2-udledning men dog er væsentligt renere end den tunge olie.
Hvorfor går det så galt? Den internationale skibsfart skovler penge ind og har sagtens råd til at omstille til i første omgang diesel og sidenhen til rene teknologier. Svar: Grådighed. Ren kapitalisme. Men tror man virkelig, at der vil være nogen kunder i butikken, hvis det lykkes dem at spolere vores klima så fatalt, at det går amok og ødelægger vores eksistensmuligheder? De sætter vores allesammens fremtid på spil for at hente exorbitante gevinster til deres egne lommer her og nu. Det er virkelig dumt.
Den internationale transport er slet ikke i nærheden af at betale for de skadevirkninger, den forvolder. Dét er én af grundpillerne i globaliseringen. Hvis transport havde kostet den reelle pris, var globaliseringen aldrig løbet løbsk, sådan som vi har set det. Hvis en vares pris indeholdt både prisen for varen selv men også den reelle pris for transport fra produktionsstedet til forbrugsstedet, ville Verdens produktionsmønster ligne dét, vi havde i det 20. århundrede, og omfanget af international transport ville være en brøkdel af niveauet i dag. Det ville være bedre for klimaet, og det ville ændre magtbalancen i Verden, hvor især Kina har profiteret af globaliseringen og er blevet en magtfaktor, der med rette giver anledning til bekymring.
Men globaliseringen har også andre bagsider.
Under coronapandemien brød mange forsyningskæder sammen, og mange virksomheder, der havde gjort sig afhængige af leverance af komponenter fra Kina, fik pludselig store vanskeligheder med at opretholde deres produktion. Ikke blot de kinesiske fabrikker men også den internationale containertrafik blev hæmmet af nedlukninger på grund af corona. Det gav en vågnende bevidsthed om, at det kan betale sig at bruge lidt flere penge på lokalt fremstillede komponenter frem for at importere dem fra Kina.
Når Kina kunne producere så mange varer billigere end andre lande, skyldes det i høj grad, at deres standarder for miljø og arbejdsforhold – herunder lønninger – var langt fra det niveau, vi har haft i Vesten i mange år. Det var ofte de mest forurenende produktioner, der flyttede til Kina. Vi flyttede forurenende virksomheder ud af vores egne lande, da vores regeringer tvang industrien til at betale de reelle miljø-regninger. Produktionen flyttede, og svineriet flyttede med. Skidt for Kina, som har oparbejdet en kolossal miljøgæld.
Det har også vist sig, at det er meget svært at kontrollere kvaliteten af de varer, der leveres under globaliseringen. For eksempel fremstilles der meget billige vandhaner i Kina, men det jern, de bruger, indeholder store mængder nikkel, der er skadeligt for mennesker. Hvis du har nikkelallergi, skal du nok sikre dig, at den næste vandhane, du køber, ikke er fremstillet i Kina.
Globaliseringen har vist sig at være en svøbe for menneskeheden. Vi har ganske vist fået billigere varer, men det skyldes kun, at vi ikke betaler den reelle pris for varerne. Desværre fører prisfaldene også til stigning i vores forbrug, der i forvejen er alt for stort. Og der er også en anden effekt: Vi har været igennem en lang periode med inflation tæt på 0%, men inflationstallet er et gennemsnit. Det indeholder alle forbrugsvarer. Globaliseringens prisfald har været med til at skjule en stigning i fødevarepriserne. Det har skubbet yderligere til stigningen i ulighed. Man kan ikke spise møtrikker og T-shirts. Helt almindelige familier er blevet tvunget til at bruge en stigende del af deres disponible indkomst på fødevarer – hvis ellers de har valgt at købe fødevarer af en ordentlig kvalitet. Også indenfor fødevaresektoren har liberalismen trukket et spor af rationalisering, der har skabt et stort udbud af billige, underlødige fødevarer.
Når regnebrættet gøres op, må vi konstatere, at globaliseringen var en fejl. Det var en fejl at lade transportsektoren slippe for de klima- og miljøomkostninger, den genererer. Vi skal tilbage til en verdensorden, hvor varer produceres så tæt på forbrugerne som muligt. Det vil give dyrere varer, men det vil blot være en velkommen bremse på vores abnorme forbrug. Det vil give større fødevarekvalitet og -sikkerhed. Det vil sikre industriens forsyningskæder, så de ikke går i stå, hvis havnen i Shanghai bliver lukket ned i forbindelse med den næste pandemi, der kan komme når som helst. Vi har simpelthen ikke råd til at lade nogle få industrimagnater og ejere af transportvirksomheder ødelægge mere af vores klima og miljø. Brems globaliseringen nu!
Så kan vi også sagtens klare os uden atomkraft.
Sektorkobling 